Får og geder

Køds kvalitet er et resultat af dyrets race, fodring, opdræt, aflivningsmetode, slagtemetode, og hvordan kødet er modnet, udskåret, pakket og opbevaret , samt indholdsstoffer og tilberedningsmetode. Derfor er denne beskrivelse af får og geder af generel karakter, som ligeledes afhænger af hvilken del af dyret som anvendes.

Formålet er her, at give en karakteristik af fåre- og gedekød og hvilke sensoriske egenskaber der kan tilstræbes. Spisekvalitetet af fåre- og gedekød er i særdeleshed afhængig af smag, aroma, mørhed og saftighed. Men derudover er farven også et vigtigt kvalitetsparameter at have for øje.

Får er et af verdens ældste husdyr og kom til Danmark med agerbruget for ca. 6.000 år siden . Får er velegnet til afgræsning af ekstensive arealer og har mange anvendelsesmuligheder. Kødet kan spises, mælken drikkes eller laves til mejeriprodukter og ulden kan filtes eller spindes og benyttes til tøj og tæpper.
I Danmark er antallet af får og lam indenfor den sidste snes år steget fra 50.000 til op imod 200.000 dyr. Omtrent halvdelen er moderfår og der slagtes knap 100.000 dyr om året, for det meste lam .

Produktionen er ofte tilrettelagt så lammene bliver født i marts og slagtet i august/september (sommerlam). Nogle tilstræber dog at lammene fødes i december, så de kan slagtes i foråret som “påskelam”.
Danskernes forbrug af lammekød er meget begrænset. Kun godt et kilo spiser hver dansker om året. Langt størstedelen importeres i frossen tilstand fra New Zealand. Andre betydningsfulde importlande er Irland, Australien og Frankrig. Dansk lam udgør kun ca. 15 pct. af det registrerede forbrug.


Geder er ligesom får et dyr, der kan trives på ekstensive arealer. Salg af gedekød og mejeriprodukter fra geder er endnu ikke så udbredt i Danmark. Der er ca 12. Registrede malkegedeavlere i Danmark. Heraf er de fleste økologer. Der slagtes omkring 1.000 økologiske gedekid i Danmark om året.