Forberedende undersøgelse - Hvad er behovet

På denne side er det muligt at finde resultater fra en forberedende undersøgelse omkring regionale fødevarer indenfor projektets målgrupper. Der er udarbejdet en mindre forberedende undersøgelse indenfor hver målgruppe med det formål, at give et overordnet billede. Det vil være muligt at udarbejde en større undersøgelse på baggrund af denne.

 

Undersøgelsen belyser tre gruppers holdninger, behov og udfordringer i produktion og tilgængelighed eller anvendelse af regionale fødevarer.


Den første gruppe er producenterne, som blev spurgt om deres udfordringer og behov i forhold til salg og udvikling. Svarene skal hjælpe med at afdække i hvor høj grad producenterne er opmærksomme på produktudvikling og smag. Vi vil også gerne have svar på, hvordan de regionale fødevarer afsættes og i hvor høj grad der er fokus på kundepleje. I undersøgelsen spørger vi også producenterne om deres holdning til regionale fødevarer, og om de oplever at der mangler information om regionale fødevarer. Sidste spørgsmål til producenterne er, hvilken udfordring de ser, som den væsentligste i fremtiden.


Den anden gruppe er forbrugerne, som blev spurgt om deres holdning til og viden om regionale fødevarer. Svarene skal hjælpe os med at afdække forbrugernes kendskab til regionale fødevarer og belyse om de oplever at der mangler information. Samtidig ønsker vi at vide, om forbrugerne forbinder en særlig kvalitet med regionale fødevarer. Vi vil også gerne have svar på, om der er særlige faktorer, der får forbrugerne til at forblive trofaste overfor en regional fødevare. Vi vil undersøge om forbrugerne er villige til at køre efter regionale fødevarer eller de foretrækker at købe ind centralt.


Den tredie gruppe er spisesteder og detailhandel, som blev spurgt om deres anvendelse, viden og holdning til regionale fødevarer. Svarene skal hjælpe os med at afdække deres holdning til produktion, kvalitet, smag og indkøb, og om de benytter anvendelsen af regionale fødevarer som en del af deres markedsføring. Vi ønsker endvidere svar på om de mangler viden om hvordan de kan benytte smag i udvikling af menuer, og om de oplever at der mangler information om regionale fødevarer.