Samarbejde til gavn for virksomhederne

Erhvervsfremmeinitiativer indgår samarbejde til gavn for virksomhederne.


D. 23. november var 20 personer samlet på Grønt Center for at sætte fokus på innovation og virksomhedsudvikling i agrosektoren. Fødevareplatform Region Sjælland var en ud af en række arrangører.


Initiativet var startet af flere af Grønt Centers erhvervsrettede projekter. Via det eksterne samarbejde vi har med nogle af de godkendte teknologiske serviceinstitutter (GTS), DELTA og Alexandra Instituttet, kunne vi se en stor fordel i at gå ammen om at markedsføre de mange muligheder for støtte til udvikling, der stilles til rådighed for virksomheder, - for eksempel innovationstjek og videnkuponer udtaler projektleder Pia Bro Christensen fra Agro Valley Denmark-projektet.


Eftermiddagen blev derfor en kombination af konkret information fra DELTA om, hvad et innovationstjek er og hvordan det kan forløbe. Der er fokus på at tage virksomhedens ledelse med ”op i helikopteren” og kigge på virksomheden med nye briller og fra nye vinkler. Der kigges på alle strategiske elementer som medarbejderressourcer, markedsføring og udvikling af nye løsninger ud fra de udfordringer virksomheden står overfor lige nu.


Dette blev fulgt op af to konkrete virksomhedscases. Helle Bertram fra Bertram Kommunikation fortalte om det at stå ved en skillevej med sin virksomhed og skulle finde sin nye retning og hvordan et innovationstjek havde fået hende på sporet igen. Herefter fortalte direktør Christian L. Bagger fra Planteriet Aps om en teknisk udfordring i udviklingen af virksomheden og om hvordan et innovationstjek var med til at sætte fokus på det, man ikke lige selv ser i en travl hverdag. Der kom fokus på, hvilke prioriteringer, der skal foretages og på, hvordan virksomheden kan kombinere det nødvendige fokus på både det korte og det lange sigt.


Thomas Algot Søllested fra Alexandra Instituttet sluttede af med at præsentere 4 konkrete eksempler på, hvordan man målrettet kan arbejde med innovation i virksomhederne. Hvad kan det føre til - og hvor meget kræver det af virksomhederne?


Spørgelysten var stor undervejs og efter indlæggene var der livlige drøftelser blandt deltagerne der udover at forholde sig til egne behov - også fik en livlig erfaringsudveksling.


Ved mødet blev der indgået et par aftaler om innovationstjek inden jul. Pia Bro Christensen siger, at det kun er starten. Vi vil i samarbejdet arrangere tilsvarende møder i det nye år andre steder i regionen. Vi vil bruge de nye cases til at inspirere andre virksomheder i agrosektoren til at bruge innovationstjek og de andre muligheder, som findes for at skabe fokus på udvikling og vækst i regionens virksomheder.


Se også:
www.agrovalley.dk  
www.foedevareplatform.dk
www.greencenter.dk  
www.innovationstjek.dk

 

Yderligere information:

Fødevareplatform Region Sjælland

Lise B. F. Jensen

Mail: lbj@greencenter.dk

Telefon: 30684151